Indvielse og ceremonier

På Bjergager ønsker vi at tilbyde et rum, hvor vi kan træde ind i meningsfulde ceremonier, der åbner porten til et nyt trin på vor udviklingsvej. At deltage i en ceremoni kan være en overvældende smuk oplevelse, som healer dybt ind i det kollektive felt og vore hjerter.

Der har op igennem tiden været kraftfulde ceremonier, hvor ældre og vise repræsentanter for stammen førte de unge ind i deres nye virkelighed. Vi lever nu i et samfund, hvor der ikke længere er en naturlig måde at blive ført ind i de voksnes rækker og det ansvar, der venter os her. Overgangen fra dreng til mand og fra pige til kvinde er udvisket, og det medfører at mange ikke finder hjem i en sund og ægte indre voksenidentitet. Vores samfund lider meget under denne ubalance, som efterlader mennesker i en identitetskrise, der afspejler sig i samfundets skævheder på et væld af måder. Det ønsker vi at tage alvorligt.

På lignende vis har kirken udspillet sin rolle og få finder sand mening i dens budskaber. Vi mangler et helligt rum, som giver mening og ærer livet i os. Dette ønsker vi at genskabe på Bjergager og tilbyder ceremonier for indvielse, hvor man kan dedikere sig ind i sin sjælsopgave og et gruppefelt, der tjener en større vision, i ønsket om at heale menneskeheden. Som en del af virkeliggørelsen af dette har vi skabt en række kraftsteder på Bjergager, herunder en stor smuk og kraftfuld stencirkel, den største skabt i Skandinavien i over 1000 år, og Merlin´s Gate, hvor man kan trække Sandhedens Sværd.

På festivallen tilbyder vi en ceremoni, hvor de deltagere, som mærker en indre tilskyndelse til dette, får mulighed for at trække Sandhedens Sværd og dedikere sig dybere ind i sit sjælsarbejde. Det er en dybt rørende og kraftfuld handling, som kan sætte stor bevægelse og forandring i gang i vort liv.

Vi vil indvie den nyopførte stencirkel med en smuk ceremoni, dedikeret til healing af den dybe splittelse mellem det maskuline og feminine, med mulighed for stor forløsning, tilgivelse og forvandling af kollektive og individuelle traumer.

Vi byder jer kærligt velkommen.

StoneCircle

 

 

 

 

Kommende Events

  • Ingen events